Lufttørret egetræ er et godt valg når der skal bygges badebroer eller gangbroer. Stor styrke, lang levetid ved jordkontakt, smuk aldring og ingen vedligeholdelse. Det er billigst, bedst og mest bæredygtigt.
Først skal det siges at egetræ kun egner sig til projekter i forbindelse med ferskvand. Hvis træet skal have direkte kontakt med saltvand skal man ikke vælge egetræ.
Underkonstruktionen laves af savskårne stolper 8,2x8,2cm og reglar 8,2x4cm. Egetræ har stor styrke og konstruktionen kan laves så reglarne har en afstand på op til 85 cm og et spænd på 150cm. Det er noget mere afstand og spænd end man vælger når man bygger træterrasser men til badebroer og gangbroer kan det gå an.
Som dæk bruger man det savskårne bræt 3x11,5cm eller 2,9x10cm. Der er af og til også nogle der bruger lægten 3,5x7cm som dæk. Man kan også vælge den høvlede udgave – terrassebrættet – her hedder dimensionerne 29x115mm og 27x100mm.
Skruerne til konstruktionen er A4 4,8x75mm og til dækket A4 4,2x56mm.